Jule-Retreat på Fanø 2018
-midt i Nationalpark Vadehavet
“Hjertet i centrum”
23.-26./12 2018.
Med dette retreat får du en unik mulighed for at give dig selv en julegave, der ikke så let placeres under et juletræ. Gaven er vel indpakket i egenkærlig omsorg og nærvær. Hjertets potentialer og kvaliteter sættes i fokus for opmærksomheden, og vi skaber for en stund en modpol til farten, der for de fleste ellers præger juletiden. Vi sænker tempoet og lader naturen, meditation, yoga og skøn mad gøre resten.
Juleretreatet på Fanø er, udover fredfyldt atmosfære, en mulighed for at forenkle hverdagslivet, dagsrytmen og de gøremål, vi ellers adspreder os med. Strukturen og formen på retreatet inviterer til at du lettere kan tune ind og forbinde dig med dine dybere impulser og værdier, som du måske ønsker skal have mere fokus i det kommende år.
Kursusbeskrivelsen er tilgængelig som pdf. Klik her for at downloade
Generelt
Retreatet afholdes i naturskønne og idylliske Sønderho, hvor naturen hele tiden er lige ved siden af hvor vi går, står og er. Byen blev i 2011 kåret til Danmarks smukkeste landsby, hvilket den stadig lever op til i dag.
Indkvartering foregår i 5 lejligheder/rækkehuse i en af de skønneste oaser på øen, lige ud til Nationalpark Vadehavet og 15 min. gang til “Gæstehuset”, hvor vi praktiserer og spiser mm. Alle lejligheder/huse har eget køkken, bad/toilet, eget soveværelse med nye senge, stue og brændeovn, samt forhave.
Maden vil være vegetarisk og økologisk, og vores dygtige kok (Christian) vil tilberede det hele fra bunden. Han vil desuden være omkring os i Gæstehuset under hele retreatet.
Retreatet er røg- og alkoholfrit. Der serveres vand til måltiderne, og der vil være fri adgang til the, kaffe og snacks.
Indhold
Meditation, Yoga, Mindfulness, samt diverse kropsarbejde alle kan være med på. Tilbagetrækning med indlagt ’stilhedsperiode’, hvor man får mulighed for at fordybe sig i stilhed i den støttende atmosfære vi sammen skaber.
Grundstrukturen for dagene: (variationer på ankomst og afrejsedag)
07.30 – 09.00 Morgenpraksis – Yoga, Meditationer og div. kropsøvelser.
09.00 – 10.00 Morgenmad
10.00 – 13.00 Egentid, Integration & Refleksion
12.30 – 13.00 Frokostmeditation i salen v/Allan
13.00 – 14.00 Frokost
14.00 – 17.00 Egentid, Integration & Refleksion
17.00 – 18.15 Yoga
18.30 – 19.30 Aftensmad
19.30 – ? Egentid, Integration & Refleksion – fællestid.
Gæstehuset er åbent fra 07.15 – 22.00, medmindre andet oplyses.
Ankomst og Afrejse
På ankomstdagen d. 23/12 er det muligt at ankomme og tjekke ind ml. 15-17 Kl. 17.30 er der tidlig aftensmad i spisesalen der hvor i bliver indkvarteret. De øvrige måltider indtages i Gæstehuset hvor praksis foregår. Kl. 19.00 mødes vi i Gæstehuset.
På afrejsedagen d. 26/12 slutter vi af med frokost kl. 12.30 i spisesalen hvor vi spiste aftensmad ved ankomsten. Der vil være morgenprogram inklusiv morgenpraksis, morgenmad og afrunding frem til kl. 11.30 denne dag.
Adresser
Gæstehuset: Nord Land 9, Sønderho, 6720 Fanø
Indkvartering på “Farmen”: Gammeltoftvej 8-10, Sønderho, 6720 Fanø
Underviserne
Allan Ulrich Thomsen – arrangør
Underviser og formidler af mindfulness og meditation. MBSR lærer fra DCFM, Mindfulness instruktør og meditationsformidler fra Skolen For Anvendt Meditation, samt Psykoterapeut MPF fra Vedfelt Instituttet. Arbejder desuden som organisations- og ledelseskonsulent. Stifter af MindfulnessCenteret.dk samt medstifter af QuietZone.dk
Mette Cathrine Rasmussen
Privatpraktiserende psykolog og yogainstruktør, med særligt fokus på koblingen mellem psyke og krop. Indehaver af “Psykologklinikken Mette Cathrine”, der udbyder terapi, rådgivning, yogaundervisning, oplæg og workshops. Se evt. mere på www.mettecathrine.dk
Ps. Mette Cathrine vil først ankomme d. 24/12 ved frokosttid.
Pris og indkvarteringsmuligheder
Indkvartering sker på 10 enkeltværelser der er fordelt således at I bor 2 personer i hver af de 5 rækkehuse omtalt ovenfor.
Prisen er kr. 5200.- pr. person.
Depositum kr. 1500.- der som minimum indbetales ved tilmelding. Det resterende beløb (kr. 3700.-) indbetales senest den 30. november 2018.
I prisen er inkluderet forplejning, overnatning og undervisning.
Deltagerne medbringer selv sengelinned og håndklæder. Skriv gerne i forbindelse med tilmelding, om du medbringer egen yogamåtte (ej nødvendigt, men selvfølgelig en mulighed). Husk desuden varmt tøj og gode sko til årstiden, da vi også skal vandre en tur på 5 km en af dagene.
Tilmelding og betingelser
Bindende tilmelding sker ved at sende en mail til mail@fanoeretreats.dk med angivelse af dit navn, adresse og tlf. Herefter modtager du en bekræftelsesmail, og når indbetalingen af depositummet eller hele kursusafgiften er modtaget, er pladsen sikret. Depositummet tilbagebetales ikke. Har du betalt hele beløbet og bliver forhindret i at deltage, kan du 30 dage før startdato få tilbagebetalt din indbetaling, minus depositum og minus kr. 500,- i administrationsgebyr. 30 dage før retreatets startdato kan der ikke ske refundering af indbetalinger.
Ved tilmelding mindre end 24 dage før retreatets start betales fuldt beløb med det samme.
Indbetaling til konto: reg. 9684 kontonr. 0000304271 eller Mobilepay 72067 Husk at skriv navn og formål på indbetalingen/overførslen.
Aflysning
Måtte det uventede ske at retreatet aflyses af arrangørerne, tilbagebetales det fulde indbetalte beløb.
Øvrigt
Er du allergisk overfor visse fødevarer vil vi søge at få kokken til at tage hensyn til dette. Informer gerne om dette ved tilmelding.
Der tages forbehold for fejl og ændringer.
Deltagelse på retreatet er på eget ansvar – både ophold og undervisning. Mindfulnesscenteret.dk og Psykologklinikken Mette Cathrine fraskriver sig ethvert ansvar i forbindelse med sygdom, skader o.lign. Deltagerne rådes til at tegne rejse- og ulykkesforsikring.
Spørgsmål
Har du spørgsmål til underviserne kan du kontakte Allan på mail@fanoeretreats.dk eller Mette Cathrine på kontakt@mettecathrine.dk.
Transport
Transport til og fra Fanø er ikke inkluderet i prisen. Der sejler færger flere gange i timen fra Esbjerg og overfarten tager ca. 12 min. For færgetider kan følgende link anvendes: https://www.faergen.dk/service/sejlplaner/fanoefaergen.aspx Der kræves ingen pladsbestilling. Samkørsel og andet kan aftales indbyrdes på den facebookgruppe, der oprettes omkring dette event. Der er også bus fra færgen ned til Sønderho, hvor vi – efter nærmere aftale – vil kunne tage imod dig/jer.
Vi glæder os til at se dig!
Kh. Mette Cathrine og Allan
Har du spørgsmål kan du ringe til Allan på 2216 6565 eller mail@fanoeretreats.dk
